Afregning eller udbetaling af ferie ved fratrædelse

Når en medarbejder fratræder, skal du sørge for at indbetale feriepenge for ikke-afholdt ferie.

Feriepengene skal som udgangspunkt afregnes til FerieKonto. Hvis virksomheden er omfattet af en kollektiv overenskomst, hvori det er aftalt, at feriepengene skal afregnes til en anden feriekasse, eller at feriegodtgørelsen skal beholdes og udbetales til medarbejderen efter fratrædelse, skal du ikke afregne feriepengene til FerieKonto.

For medarbejdere der ikke har ret til løn under ferie, men ret til feriegodtgørelse, bliver der løbende indbetalt feriepenge hvert kvartal.

For medarbejdere der har ret til løn under ferie og som fratræder sin stilling hos dig, skal der indbetales feriegodtgørelse senest den 7. i den anden måned efter medarbejderen er fratrådt.

Hvis den sidste rettidige indbetalingsdag falder i en weekend eller på en helligdag udskydes betalingsfristen til den førstkommende hverdag. Der kan være særlige regler om afregningsfristen, hvis virksomheden er omfattet af en kollektiv overenskomst.

Eksempel:
En medarbejder opsiger sin stilling med en måneds varsel til fratrædelse med udgangen af april 2015. Medarbejderen har 8 dages restferie tilbage ved sin fratrædelse. Feriegodtgørelsen for de 8 feriedage skal indbetales til FerieKonto senest den 7. juni. Da det er en søndag, skal du indbetale senest mandag den 8. juni.

Hvis medarbejderen afholder ferie inden, feriepengene afregnes til FerieKonto, kan du udbetale feriepengene for denne ferie direkte til medarbejderen. Udbetaling kan kun ske for de feriedage, som medarbejderen afholder i forbindelse med eller umiddelbart efter sin fratrædelse. De resterende feriepenge skal fortsat indbetales til FerieKonto.

Eksempel:
Din medarbejder opsiger sin stilling med en måneds varsel til fratrædelse med udgangen af marts 2015. Medarbejderen har 8 dages restferie tilbage ved sin fratrædelse. Feriegodtgørelsen for de 8 feriedage skal indbetales til FerieKonto senest den 7. maj.

Medarbejderen har planlagt at afholde 4 dages ferie fra den 7. april til den 10. april. I dette tilfælde kan du udbetale feriepengene for de 4 feriedage direkte til medarbejderen ved fratrædelsen. Feriepengene for de resterende 4 feriedage skal indbetales til FerieKonto.

 
Læs også


Vil du vide mere?

Har du abonnement på Personaleguide og har spørgsmål til dine medarbejderes eventuelle restferie, kan du kontakte vores jurister på telefon 72 27 90 16.

I PersonaleGuide finder du hurtigt svar på alt om medarbejderforhold i et forståeligt sprog - lige fra ansættelse til barselsregler, ferie, skatteforhold og fratrædelse.