Bluegarden køber strategisk vækstvirksomhed i Sverige

4. januar 2017, Pressemeddelelse

Skandinaviens førende leverandør af HR- og it-systemer inden for løn- og personaleadministration, Bluegarden, har købt den svenske virksomhed Medvind, der leverer ét af branchens mest innovative tids- og lønstyringssystemer. Medvind integreres i Bluegardens svenske organisation, mens lønstyringssystemet på sigt bliver tilgængeligt via Bluegarden på tværs af de skandinaviske lande.

Bluegarden Group har dags dato indgået en aftale om køb af virksomheden Medvind informationsteknik AB – en markedsledende it-leverandør af personaleplanlægning samt tids- og ressourcestyring i Sverige – for et ikke-oplyst millionbeløb. Medvind Informationsteknik AB [Medvind] integreres således i Bluegarden Groups skandinaviske organisation. Opkøbet er Bluegardens første i flere år, men Bluegarden ser positivt på flere strategisk opkøb i Norden i den nære fremtid, i takt med forretningen vokser.

Medvind er en veletableret virksomhed, der er anerkendt i Sverige for høj kvalitet, innovation og specialkompetencer inden for tids- og lønstyring. Medvind blev stiftet i 1995 og betjener i dag over 100 forskellige kunder i Skandinavien – herunder flere svenske kommuner samt flere medie- og teknologivirksomheder. Medvind og Bluegarden har samarbejdet på det svenske marked gennem de seneste 10 år.

”Opkøbet af svenske Medvind er et strategisk teknologiopkøb, der skal være med til at fuldende Bluegardens palette af services inden for Administrative Human Capital Management, så vi også fremadrettet er den stærkeste spiller inden for HR-services i skandinavien. Vores køb af Medvind er et led i Bluegarden Groups strategi om at ekspandere på koncernens hovedmarkeder og sikre, at vi til enhver tid har de bedste og mest innovative løsninger til vores kunder”, uddyber Bluegarden Group CEO Mogens Elsberg.

Medvind åbner op for nye vækstmuligheder for Bluegarden Group

Medvind er blandt de førende leverandører af Time and Workforce Management HR-løsninger i Sverige især inden for den offentlige sektor – en sektor, der de seneste 10 år har haft et øget fokus på ressourceoptimering og håndtering af et højt turnover af medarbejdere. Det marked står Bluegarden med integrationen af af Medvind nu særdeles stærkt rustet til at vokse i, vurderer Bluegarden Group CEO Mogens Elsborg og uddyber:

”Fremtidens arbejdsplads bliver i højere og højere grad præget af fleksibilitet – både når det kommer til arbejdstider, arbejdsformer og ansatte. Det sætter høje krav til organisationers HR it-løsninger. Der ønsker vi i Bluegarden Group at være blandt de allerbedste og kunne løse de nye udfordringer som organisationer står overfor. Med Medvind i folden står vi stærkt til at kunne vokse på tværs i Skandinavien i den moderne arbejdskultur.”

Om opkøbet og den nye fremtid sammen med Bluegarden Group siger Medvinds stifter og CEO Magnus Rådbo:

”Workforce Management er fremtiden, og kundepotentialet er enormt i hele Skandinavien. Vi har oplevet en gennemsnitlig vækst på ti procent de seneste år, men for at kunne komme skridtet videre og indfri det fulde markedspotentiale der ligger i Medvind-teknologien har vi behov for større muskler, og det får vi nu inde under Bluegarden Group. Vores spidskompetencer og Bluegardens position samt serviceudbud er det perfekte match for fortsat vækst”.

Bluegarden har i dag en markant markedsandel på knap 20 % i Skandinavien. Det svarer til, at virksomheden har berøring med millioner af lønmodtagere i den nordiske region – fordelt på cirka 65.000 kunder og cirka 1,5 million danske lønmodtagere. Bluegarden Group forventer at fortsat øge sin markedsandel og at styrke virksomhedens vækststrategi markant med opkøbet af Medvind.

Om Medvind
Medvind er en førende leverandør af Workforce Management. Virksomheden har eksisteret siden 1995 og består af kompetente medarbejdere, der brænder for at give kunderne den bedste service. Produktet MedvindArbetstid dækker hele området inden for administration af arbejdstid og er tilpasset en række forskellige brancher og enkeltkunders behov. Medvind har i dag flere end 100 kunder inden for blandt andet sundheds-, detail- og mediebranchen. Virksomheden har adresse i Stockholm, hvorfra al udvikling, markedsføring, salg og support håndteres.