Danskerne har for travlt til at holde ferie

Medarbejderne i de danske virksomheder har så travlt, at de undlader at holde al deres ferie. Det viser en ny rundspørge blandt landets HR-chefer foretaget af løn- og HR-virksomheden Bluegarden.


Pressemeddelelse - 14. maj 2014. 

Sommerferien venter rundt om hjørnet, men danskerne bliver på arbejdspladsen. Det viser en ny undersøgelse blandt HR-cheferne for sammenlagt 44.000 ansatte foretaget af Danmarks største løn- og HR-virksomhed Bluegarden. 

Hele 73% af de adspurgte HR-chefer svarer, at de har medarbejdere, der ikke får afholdt alt det ferie, som de er berettiget til. Og i en fjerdedel af tilfældene er det fire eller flere feriedage, som efterlades på fabriksgulvet. 

”Det ville være nærliggende at tolke undersøgelsen som udtryk for, at de danske lønmodtagere føler sig pressede til at opgive feriedage for at holde fast i deres job. Men vores tal viser, at frygten for at miste jobbet ikke spiller nogen væsentlig rolle. I stedet handler det nok om, at medarbejderne i højere grad end tidligere identificerer sig med deres arbejdsplads. Derfor er man også mere villig til at give afkald på ferie eller skubbe den til perioder med mindre travlhed”, siger HR-direktør John Lind Thomsen hos Bluegarden. 

Pas på udbrændte medarbejdere

Undersøgelsen viser, at 68 procent af HR-cheferne mener, at det er travlhed på arbejdspladsen, som er skyld i, at medarbejderne ikke får afholdt deres ferie til tiden.

”Det kommer faktisk ikke bag på mig, at travlhed er årsagen til, at danskerne ikke holder deres ferie. Vi er på vej ud af en krise, hvor mange virksomheder har trimmet deres organisation. Det har resulteret i, at de enkelte medarbejdere må løbe hurtigere i hverdagen. Det betyder også, at der er højere krav til virksomhederne for at sikre en sund balance mellem arbejdsliv og ferietid. Ellers risikerer de simpelthen, at medarbejderne brænder ud”, påpeger John Lind Thomsen. 

Det er især de mellemstore og større virksomheder, der oplever, at medarbejderne ikke får afholdt deres ferie. Kun seks procent af de adspurgte virksomheder med mere end 100 ansatte svarer, at deres medarbejdere får afholdt alt deres ferie.

Kontakt

John Lind Thomsen
Executive Vice President, HR & Communications
Tlf: +45 42 82 27 00
Email: jlt@bluegarden.com

Om undersøgelsen

Undersøgelsen ’Ferie og forårets helligdage’ er foretaget i april 2014 af Bluegarden. Man har spurgt HR-beslutningstagere i 287 virksomheder med i alt 44.771 medarbejdere fordelt på 20 forskellige brancher. Virksomhederne fordeler sig bredt i størrelse målt på medarbejdere.

Om Bluegarden

Bluegarden er en af Nordens førende leverandører af løn-, HR- og outsourcing-ydelser. Sammenlagt har Bluegarden cirka 600 medarbejdere i Danmark, Sverige og Norge. Cirka 20 procent af Nordens arbejdstagere modtager løn via Bluegardens services.