Hvorfor skal du tilbyde medarbejderne en pensionsordning?

En pensionsordning er blevet et attraktivt personalegode, og det viser, at virksomheden er social ansvarlig og tager hånd om medarbejderne, både som ansatte og som pensionister.

Af Martin Franck Kastrup Andersen, Pensionsmægler, Marsa & Partnere ApS

Ved at etablere en firmapensionsaftale for alle ansatte er fordelen for den enkelte medarbejder, at de rent faktisk får etableret eller har muligheden for at få etableret en pensionsordning.

Hvis medarbejderen som enkelt person skal ud og lave en pensionsordning, er der tilbøjelighed til at udskyde dette, og pludselig kan det være for sent, både i forhold til sygdom men også i forhold til den ønskede levestandard på pensionstidspunktet og de økonomiske muligheder, der er for at indbetale på pensionsordningen.

Hvis medarbejderen fratræder eller af anden årsag ikke længere kan indbetale til pensionsordningen, kan indbetalingen stoppes, uden at det får skattemæssige konsekvenser. Det kan man ikke altid, hvis ordningen tegnes privat.

I en firmapensionsaftale er der ofte tilknyttet forsikringsdækninger, som sikrer den enkelte medarbejder, hvis der skulle ske noget, mens de er på arbejdsmarkedet. Dermed kan både du og din medarbejder være sikker på at have et økonomisk sikkerhedsnet ved sygdom og død.

En sådan pensionsordning kan være medårsag til, at du kan fastholde medarbejdere ved sygdom, da udbetaling fra tab af erhvervsevne kan udbetales til arbejdsgiveren, så længe den syge medarbejder modtager fuld løn. Det betyder, at du eksempelvis kan ansætte en vikar i sygdomsperioden.

En firmapensionsordning kan etableres enten som:

  • Frivillig, hvor medarbejderne selv aktivt vælger, om de vil tilmelde sig firmapensionsordningen
  • Obligatorisk, hvor alle medarbejdere er omfattet af pensionsordningen
  • Frivillig for nuværende og obligatorisk for fremtidige medarbejdere, hvor nuværende selv vælger, og fremtidige ansatte efter en given dato skal omfattes.

Når du som arbejdsgiver opretter en pensionsordning, skal du tage stillig til, hvilken af ovenstående metoder, den skal oprettes efter.

Ved at etablere firmapensionsordningen som obligatorisk for alle medarbejdere, signalerer du som arbejdsgiver, at man ikke ønsker at gøre forskel på medarbejdere, og samtidig sikres det, at alle medarbejdere har det økonomiske sikkerhedsnet både ved pensionering, sygdom og dødsfald. På den måde risikerer du heller ikke, at en medarbejder senere kan finde på at rejse krav mod arbejdsgiveren, hvis denne mener, de ikke er blevet tilbudt ordningen.

Når du etablerer en obligatorisk firmapensionsaftale, har du mulighed for at opnå rabat på omkostninger, priser, eventuelt indirekte omkostninger (investeringsomkostninger) og helbredsoplysninger i forhold til, hvis hver enkelt medarbejder individuelt skal lave en pensionsordning, da disse faktorer i firmapensionsaftalen fastsættes ud fra sammensætningen i virksomheden, i stedet for ud fra den enkelte persons faktuelle oplysninger om alder, løn og køn.

Rabat på priserne for forsikringsdækningerne ved sygdom og død betyder, at de priser som tilbydes i den obligatoriske firmapensionsaftale, typisk er billigere, end hvis medarbejderne skulle ud og tegne dem privat. Det skyldes, at de priser, der tilbydes i en obligatorisk firmapensionsaftale, ofte bliver givet med rabat for at vinde pensionsordningen. Det kommer den enkelte medarbejder til gode, da en større andel af pensionsbidraget går til selve pensionsopsparingen i stedet for til omkostninger og de forsikringsdækninger, som er tilknyttet en firmapensionsaftale.

Rabat på helbredsoplysningerne har den fordel for medarbejderne, at de kan komme med i pensionsordningen, selvom de ikke er helt raske, da risikoen fordeles på flere medarbejdere i forhold til, hvis de som enkelt personer skal have forsikringen. Hvis medarbejderen som enkelt person ønsker en forsikring, vil denne enten ikke have mulighed for at få ordningen, alternativt vil den være med en forhøjet pris eller en klausul om, at hvis det er den tidligere skade, der ligger til grund, udbetales der ikke kompensation.

Ved at etablere en obligatorisk firmapensionsaftale letter det også din administration, da der kun skal sendes penge et sted hen, og lønsystemet sørger automatisk for overførslerne.