Nye krav til CSR-rapportering gælder flere i 2018

For regnskabsåret 2016 og fremover skal landets største virksomheder supplere deres ledelsesberetning med nye, omfattende beskrivelser af deres samfundsansvar. Fra 2018 vil CSR-kravene gælde flere af de største virksomheder.

Af journalist Ulla Nygaard

Nye krav til rapportering af virksomhedernes samfundsansvar – Corporate Social Responsibility (CSR) – er regler i EU's regnskabsdirektiv fra 2013/14. De er implementeret i dansk lovgivning ved en ændring af årsregnskabsloven i april 2015, og træder i kraft af flere omgange i 2016 og 2018.

I første omgang gælder kravene til CSR-rapportering de 50 største virksomheder i Danmark, nemlig statslige aktieselskaber og virksomheder med flere end 500 medarbejdere (regnskabsklasse D).

For regnskabsåret 2018 og frem vil reglerne også omfatte virksomheder med flere end 250 medarbejdere (regnskabsklasse C), og de udgør i antal cirka 1.100 virksomheder.

Valgene skal begrundes

Reglerne for virksomhedernes samfundsansvar er fleksible og betyder, at virksomhederne kan udforme deres politikker for samfundsansvar, så de bliver en naturlig del af virksomheden. De kan vælge til og fra inden for politikområderne, de skal blot være åbne om deres valg, og som noget nyt skal de også begrunde deres fravalg.

Virksomhederne skal give en kort beskrivelse af deres forretningsmodel og skal oplyse om politikker for:

  • samfundsansvar, herunder de standarder eller principper, som indgår i politikkerne
  • miljø, herunder politikker for at reducere klimapåvirkninger, som virksomhedens aktiviteter medfører
  • sociale forhold og medarbejderforhold
  • respekt for menneskerettigheder
  • antikorruption og bestikkelse.

For hvert politiområde skal virksomheden desuden oplyse:

  • hvordan politikken udmøntes i handling, og om anvendte systemer og procedurer hertil
  • om de anvendte procedurer for nødvendig omhu (”due diligence”)
  • om væsentlige risici i relation til virksomhedens forretningsaktiviteter, og hvordan man håndterer disse risici.

Hvis virksomheden ikke har politikker på ét eller flere områder, skal begrundelsen for det angives i ledelsesberetningen for hvert enkelt politikområde.

Inspiration til at få politikkerne på plads

Mange flere virksomheder bliver omfattet af kravene til rapportering af deres samfundsansvar. Og for mange af dem bliver det helt nyt at skulle beskrive noget, som måske allerede er en del af virksomhedens dna.

Erhvervsstyrelsen og Dansk Standard har i samarbejde udformet en guide til, hvordan man kan arbejde med virksomhedens samfundsansvar. I guiden giver en række virksomheder eksempler på, hvordan de arbejder med CSR. Det kan inspirere andre. Guiden findes på CSRguide.dk.

Der kan desuden hentes inspiration til arbejdet med CSR på erhvervsstyrelsens side samfundsansvar.dk.

Også Cabi, som er videnscenter og konsulenthus for at fremme rummelighed på arbejdsmarkedet, tilbyder inspiration og gode gratis råd inden for politikområdet ”sociale forhold og medarbejderforhold”.

       
   

Spørg Cabi om CSR-rapportering

Cabi er et landsdækkende videnscenter og konsulenthus, der udbreder viden til virksomheder om at skabe et rummeligt arbejdsmarked. Cabi tilbyder gode råd gratis til virksomheder, også i forhold til CSR-rapportering.

”Sociale forhold og medarbejderforhold” handler om alle forhold vedrørende ansættelse i virksomheder. Det vil sige arbejdsvilkår, ansættelsesforhold, sundhed og sikkerhed, udviklingsmuligheder og samarbejde med arbejdsmarkedets parter.

CSR kan også omfatte de muligheder, som virksomheden ønsker at stille til rådighed for personer i periferien af arbejdsmarkedet. Her kan Cabi være inspirationskilde, når det gælder om at skabe mangfoldighed, inklusion, fastholdelse af langtidssyge, seniorpolitikker m.m.

Se mere på cabiweb.dk/csrrapportering eller kontakt konsulent Annette Juul Jensen på mail .

 
       

 

Læs også:

  • Parathed til flygtninge på arbejdsmarkedet
    Det aktuelle flygtningepres kalder på handlekraft og social ansvarlighed. Og det ser ud til, at virksomheder, kommuner og andre medspillere er klar til at integrere flygtningene på arbejdsmarkedet.