Nye regler for udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse til funktionærer

Det har ikke længere betydning, om funktionæren ved fratrædelsen overgår til alderspension eller har mulighed for at få arbejdsgiverbetalt alderspension.

Det har indtil den 1. februar 2015 fremgået af funktionærloven, at retten til fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a bortfalder, hvis medarbejderen på fratrædelsestidspunktet var berettiget til at modtage folkepension eller en arbejdsgiverfinansieret alderspension.

Hvis en funktionær ikke ønsker at overgå til pension, men ønsker at blive på arbejdsmarkedet og forfølge sin erhvervsmæssige karriere, er det ikke tilladt at udelukke en funktionær fra fratrædelsesgodtgørelse alene på grund af, at funktionæren ville kunne få udbetalt sin arbejdsgiverbetalte alderspension, hvis funktionæren havde ønsket at gå på pension.

I løbet af det seneste år, har vi fra de danske domstole set en række sager, der på baggrund af Ole Andersen-sagen, har taget stilling til, hvornår en tidligere medarbejder havde bevist, at medarbejderen ønskede at fortsætte på arbejdsmarkedet i stedet for at overgå til pension.

Lovændring trådte i kraft den 1. februar 2015

I kølvandet på disse sager vedtog Folketinget den 22. januar 2015 en ændring til funktionærlovens § 2a, som fjerner ovennævnte aldersdiskrimination og forenkler reglerne om udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse til funktionærer. Lovændringen trådte i kraft den 1. februar 2015.

En funktionær, som bliver opsagt, vil efter den 1. februar 2015 være berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse svarende til én månedsløn, hvis funktionæren har været ansat i mindst 12 år på fratrædelsestidspunktet. Hvis funktionæren på fratrædelsestidspunktet har været ansat i 17 år eller længere vil vedkommende være berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse svarende til tre måneders løn.

Den tidligere regel om to måneders godtgørelse efter 15 års anciennitet afskaffes.

Lovændringen forenkler reglerne om udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse, da det ikke længere har betydning, om funktionæren ved fratrædelsen overgår til alderspension eller i øvrigt har mulighed for at oppebære arbejdsgiverbetalt alderspension. Hvis ovennævnte anciennitet på fratrædelsestidspunktet er opnået, skal fratrædelsesgodtgørelsen dermed udbetales uanset om funktionæren overgår til pension eller ej.

Opsigelser afgivet efter den 1. februar 2015 vil udløse fratrædelsesgodtgørelse efter de nye bestemmelser. Hvis funktionæren er opsagt før den 1. februar 2015, gælder de hidtidige regler, selv om opsigelsesperioden først udløber efter den 1. februar 2015.

Vil du vide mere?
Har du abonnement på PersonaleGuide og har spørgsmål til eksempelvis fratrædelsesgodtgørelse, kan du kontakte vores jurister på telefon 72 27 90 16.


I PersonaleGuide finder du hurtigt svar på alt om medarbejderforhold i et forståeligt sprog - lige fra ansættelse til barselsregler, ferie, skatteforhold og fratrædelse.