Optimering af it-systemerne hos Lyngsøe

Lyngsøe i Hinnerup er en lille virksomhed i vækst. Men der er brug for at få optimeret de digitale processer, hvis virksomheden fortsat skal kunne fokusere på udvikling og eksport. – Vi har fået hjælp til afklaring og til at finde den rigtige ekspert, der kan guide os videre, siger direktør Jesper Poulsen.


Af journalist Ulla Nygaard

Den midtjyske virksomhed Lyngsøe producerer carporte, garageanlæg og andre afskærmninger i rustikke stålkonstruktioner og træ. Den lille virksomhed vokser stødt, og er i gang med at udvide medarbejder-staben på 15 med yderligere to mand.

- Vores ambition er at øge eksporten fra de nuværende 10-15 procent til 50 procent over de næste tre-fem år. Det stiller krav til os om at blive mere produktive, og det giver os udfordringer på især vores it-systemer, siger Jesper Poulsen.

Hos Lyngsøe har man flere it-systemer, men de taler ikke sammen. Systemerne er købt ind i takt med, at nye behov er opstået. Men systemernes manglende kobling  betyder, at medarbejderne skal taste de samme oplysninger ind flere gange, fx både i økonomiprogram og i tegneprogrammer.

- Det er en stor udfordring for os, men nu får vi mulighed for at gøre noget ved den. Vi vil få en it-ekspert til at gennemgå systemerne og finde løsninger på, hvordan vi kan optimere vores it, siger Jesper Poulsen.

Tilskud på afklaring

Lyngsøe er en af 53 små og mellemstore danske produktionsvirksomheder, der i december 2016 fik støtte til at starte en digitaliseringsproces. Virksomheden fik andel i en pulje på 5,5 mio. kr., som skal gå til afklaring af deres behov for digital oprustning.

- Vi får to ting ud af det. Vi får hjælp til at komme i gang med at finde den rigtige digitale løsning for os, og vi får hjælp til at finde den rigtige ekspert, der kan stå for afklaringen. Vi ville ikke vide, hvor vi skulle lede efter den rigtige ekspert, så derfor har vi sagt ja tak til Væksthus Midtjylland, der kunne pege på nogle kandidater. Dem skal vi nu tale med og forhåbentlig få valgt den rigtige.

Jesper Poulsen håber på, at virksomheden kan få udarbejdet en plan for sin digitale udvikling, hvor investeringerne eventuelt er delt op i etaper.

- Vi glæder os til at komme i gang. Det gælder også de medarbejdere, som i dag taster de samme oplysninger ind i tre forskellige systemer. En ny løsning kan spare os tid på driften, og den tid vil vi hellere bruge til at give den gas på udvikling, siger Jesper Poulsen.