PL Entreprise uddanner til fremtiden

PL Entreprise A/S er Bornholms største entreprenør. Det giver virksomheden muligheder for at uddanne og være med til at sikre, at der er faglærte medarbejdere at få i fremtiden.

Af journalist Ulla Nygaard

Hos PL Entreprise A/S i Rønne betragter man elever og lærlinge som en aktiv ressource i virksomheden. Hele tiden er 10-15 elever og lærlinge ved at uddanne sig inden for kontor eller som murer, tømrer, struktør (tidl. jord og betonarbejder), tagdækker eller maskinfører.

- Uddannelse har altid været en del af virksomheden. Vi har en kultur med en bevidsthed om, at det er naturligt at lære fra sig. Uddannelse af lærlinge og elever har også den fordel, at vi får input udefra, og vi får en yngre virksomhed, siger Carsten P. Nielsen.

Økonomichefen tilføjer, at PL Entreprise A/S samtidig har en klar bevidsthed om, at der er brug for faglært arbejdskraft i fremtiden.

- Hos os er murerne lidt yngre, men vi har en del ældre især betonarbejdere og tømrere, som er fyldt 60, så vi skal jo sikre, at der kommer nye til, siger han.

Vil være attraktivt lærested

PL Entreprise har beskrevet sin uddannelsespolitik, så formålene står klart for alle. Elever og lærlinge får en uddannelsesaftale med beskrivelse af, hvad de skal igennem. De skal rotere mellem opgaverne, så de kommer rundt i hele deres fag.

- Vi tager det seriøst at give en god uddannelse, og vi gør det helt systematisk. Vi brugte vores gode erfaringer fra kontorområdet og har overført dem til alle områder. Det betyder, at de unge får en kontrakt hvor alt er beskrevet, og der følges op på tingene. Når det først er struktureret, er det ikke så besværligt at være uddannelsessted, siger Carsten P. Nielsen.

Kontorassistent Lotte Harslev, som har med elever og lærlinge at gøre, fortæller, at kontorelever hos PL Entreprise får egne ansvarsområder, når de er klar til det.

- Vi sætter en ære i at lære dem så meget som muligt så hurtigt som muligt. De må også godt vide, at de skal bidrage til virksomheden, siger hun.

Lotte Harslev oplyser, at virksomheden har en lærlingeklub, så de unge også har mulighed for at have noget socialt sammen.

Følger lærlingene under skoleophold

Lærlingene følges af deres mester mens de er på skoleophold. Det gælder også murerlærlingene, som må tage til Sjælland for at gå på skole. Murermester Jens Frederiksen holder kontakt til skolen for at høre, hvordan det går.

- Vi vil være sikre på, at alt er som det skal være. Hvis der er problemer, kan vi måske gribe ind, siger han.

Jens Frederiksen har haft en del lærlinge og ved af erfaring, at der også hører almindelig opdragelse til at have lærlinge i dag.

- De skal lære at møde til tiden, og de skal lære at komme hver dag, siger murermesteren, som allerhelst vil have lærlinge, der er lidt ældre end de, der kommer direkte fra folkeskolen.

Kontakt via Facebook

Når virksomheden søger en murerlærling, kommer der typisk 10-12 henvendelser, og til en elevplads på kontor er der typisk 35-40 henvendelser. De unge kan reflektere på en avisannonce eller møde virksomheden på en messe.

- Men vi tager også praktikanter fra folkeskolen. De er her et par uger og finder ud af om det er noget for dem, siger Carsten P. Nielsen og tilføjer:

- I dag er vi desuden på Facebook, og søger lige nu en tagdækkerlærling. Facebook kommer vi til at bruge mere fremover, siger han.

Økonomichefen tror, at en øget tilgang til erhvervsuddannelserne er nødvendig, men at det kræver holdningsændringer både hos forældre, folkeskole og de unge selv. Det er ikke gjort med at være synlig på Facebook, selvom virksomheder og unge ofte finder hinanden ad den vej.

- De unge skal opleve, at det ikke er et nederlag at tage en erhvervsuddannelse, men tværtimod kan være både succesfuldt og indbringende, siger Carsten P. Nielsen.

Læs mere: