Wastecontrol halverer prisen for afhentning af skrald

Besparelser på mellem 40 og 75 procent for afhentning af affald. Det er resultaterne af tests af nye sensorer på affaldscontainere, som to danske iværksættere er klar til at sætte i produktion efter tre års udvikling.


Af journalist Ulla Nygaard

En af deltagerne i Green Tech Challenge 2016 i København er virksomheden Wastecontrol på Amager. Wastecontrol har udviklet en sensor til affaldscontainere, så en database kan registrere hvor meget affald, containeren indeholder og dermed regulere afhentningen af skrald.

-  Vores tests viser, at sensorerne kan give en besparelse på minimum 40 procent på afhentning af affald. Det giver mening for økonomien, for lastbiltrafikken på vejene og for miljøet, siger Lars Kruse Ravnsbeck, som er en af de to partnere i virksomheden.

Han og partneren Martin Stentoft Jacobsen mødte hinanden i virksomheden Renoflex, som var en stor affaldsvirksomhed. Lars var direktør og Martin var salgschef, da virksomheden blev solgt, så det gav god mening af bruge erfaringen fra branchen, da de ville skabe noget selv.

- Vi startede virksomheden Totalaffald, hvor vi hjælper andre virksomheder med at optimere deres affaldshåndtering. Interessen var ikke ret stor i starten, så vi valgte en no-cure-no-pay løsning. Det betød så, at vi måtte gå på arbejde uden at få løn i de første 10 måneder, fortæller Lars Kruse Ravnsbeck.

Udvikler en smart og billig løsning

Gennem optimering af affaldsordninger blev det hurtigt klart for de to stiftere, at mange affaldscontainere er halvtomme eller mere tomme end det, når de hentes.

- Vi estimerer, at der bliver tømt 350 millioner containere i Danmark hvert år, og i den målestok kan der virkelig være noget at hente i form af sparede kroner, sparet tung trafik og sparet slid på lastbiler, siger Lars Kruse Ravnsbeck.

Den nye virksomhed Wastecontrol tilbyder et udlejningskoncept. Man lejer en sensor for den pris pr. måned, som det koster at få tømt én container.

-  Vi skal ind, hvor det giver mening. Hvis ikke man kan spare, hvad der svarer til tømning af én container på en måned, har man ikke brug for os. Vi har blandt andet testet kommunale virksomheder som eksempelvis børnehaver, der holder lukket i perioder om sommeren. I den perioden er der jo ingen grund til at få tømt containere, fremhæver Lars Kruse Ravnsbeck.

Andre testvirksomheder er en større dansk it-virksomhed, der har opnået en besparelse på 75 procent. Københavns Rådhus og den nærved liggende brandstation, som indgår i testmiljøet Copenhagen Street Lab, har sparet 53-77 procent på afhentning af affald.

Valget mellem hurtig eller langsomt vækst

Produktet, der kan halvere prisen for afhentning af affald, er netop færdigudviklet, og de to iværksættere skal beslutte sig for, om de vil udvikle virksomheden og konceptet langsomt for egne midler, eller hurtigt ved at hente kapital udefra.

- Vi opgav hurtigt at få finansiering gennem banken, fordi vil skulle stille hus og hjem som garanti og til en meget høj rente. Det ville vi ikke byde vores familier. Derfor har vi indtil nu selv stået for finansieringen, siger Lars Kruse Ravnsbeck. 

Læs også: